tirsdag den 28. juni 2011

Nyhedsbrev 2/2011

Lørdag den 18. juni var en regnfuld og lidt kølig dag, og lad os håbe, at sommeren fra nu af vil vise sig fra sin mere milde side! Alligevel fandt mange vej til de grønne pavilloner ved SuperBrugsen, hvor der bl.a. blev handlet den sprødeste salat, røde jordbær med smag af sol og også de delikate grønne jordbær, der med fordel kan anvendes som et lækkert pift til salaten!

Markedets lille café blev flittigt brugt, og det var skønt at høre, hvordan snakken gik om løst og fast! I kogepavillonen blev der lavet en skøn sommersuppe, man kunne varme sig på.

Næste marked er lørdag den 2. juli kl. 9.30-14, hvor vi håber, at solen atter er med os, så vi kan tænde grillen og lave smagsprøver med det lækre økologiske kød!

Vi glæder os til at se jer.

Mange sommerhilsner
Farmers Market Sorø

Opskrifter fra Farmers Market 18. juni:

Suppe til en kølig sommerdag
Løg og friske hvidløg snittes fint og steges blanke i olie. En god håndfuld perlespelt tilsættes, og der hældes en smule eddike (hvidvinseddike eller gerne hyldeblomsteddike) på, som koges væk. Dækkes med rigeligt vand tilsat lidt grøntsagsbouillon og en smule salt. Lad herligheden koge 10-15 minutter. Så tilsættes nye kartofler i mindre stykker, der koger med, men endelig ikke koger ud! Lige inden servering tilsættes strimlet spinat og friske krydderurter efter behag (vi brugte sar og oregano). Smag til med salt og peber og server suppen med et stykke lækkert brød.

Råmarinerede jordbær
Solmodne jordbær skæres i skiver og overhældes med en marinede af frisk citronsaft, rigelig honning og hakket mynte (en mynte med en blid smag). Vi serverede jordbærene på et stykke groft knækbrød som en jordbærmad. Med den lækre marinade kan man bestemt også servere jordbærene med et stykke vanilleis!

Salat med grønne jordbær
Grønne jordbær i både blandes med forskellige salater og friske krydderurter (vi brugte spinat, iceberg og oregano). Herover hældes en dressing lavet med hvidvinseddike, olie (med en neutral smag), citronsaft, salt, peber og smagt til med honning. Pynt gerne med et drys purløgsblomster!

torsdag den 9. juni 2011

Nyhedsbrev 1/2011


På en fantastisk, varm og solrig lørdag blev tredje sæson med Farmers Market i Sorø skudt i gang. De grønne pavilloner stod på begge sider af parkeringspladsen, og det skabte en rigtig hyggelig stemning at gå gennem en tunnel af skønne dufte, syns- og smagsoplevelser.
Det ”røde guld” – jordbærrene – blev som de tidligere sæsoner hurtigt rakt over bordene, men der er udsigt til mange flere ved det næste marked den 18. juni!
En journalist og en fotograf fra Samvirke kom forbi og lavede en reportage om markedet. Reportagen vil blive bragt i augustnummeret.

I kogepavillonen blev der tryllet med alle de sprøde og spændende salater, som kunne købes på markedet. Markedets nye café bød på skygge, en kop gratis kaffe eller vand, og vi håber, at den fremover vil skabe rammen for snak, stemning og hygge ved markederne.

Opskrifter fra Farmers Market lørdag den 4. juni:

Kartoffelsalat
Nye kartofler koges. Dressing af olivenolie og citronsaft, sennepsfrø, frisk dild og basilikum, salt og friskkværnet peber. Lune kartofler og dressing vendes sammen, så kartoflerne suger dressingen. Strimlet bladgrønt (sennepssalat, salat, spinat fx) vendes i.

Skrap salat med croutoner
Godt brød skæres i tern, 2x2 cm, og steges i rigeligt olie og hvidløg, til de er brune og sprøde. Køl af på fedtsugende papir, så de bliver ved med at være sprøde. Sennepssalat og spinat (og evt. anden salat, afhængig af hvor stærk salaten skal være) anrettes med radiser i flager og croutonerne. Dressing røres som en tynd mayonnaise (pasteuriserede æggeblommer og økologisk rapsolie), tilsæt lidt citronsaft, revet citronskal og flydende honning, salt og peber. Rør gerne hakkede krydderurter i dressingen.

Jordbær-rabarbertrifli
Rabarber koges i en lage af vand og honning eller sukker, krydres med vanille og stjerneanis. Trækker med skiver af jordbær til det er koldt. Hakket estragon, mynte (ikke for meget) og citronskal/citronverbena vendes i. Smag til. Lægges sammen med knuste italienske mandelsmåkager (cantuccini) og råcreme (flødeskum rørt med æggesnaps af pasteuriserede æggeblommer, sukker og lidt vanille). Server gerne med et let drys af revet chokolade.


Velbekomme!

Næste marked er lørdag den 18. juni kl. 9.30 – 14.

Mange grønne hilsner
Farmers Market Sorø